Center for Kræft & Sundhed København
Center for Kræft & Sundhed København
Københavns Kommune
Nørre Allé 45
2200 København N
Tlf / 8220 5800
Københavns Kommune
Kræftrådgivningen i København er beliggende i centret
Tlf / 8220 5805
Kræftens Bekæmpelse

Brugere af centret. Foto Anne-Li Engström

“Center for Kræft og Sundhed er et trin på vejen til at komme tilbage til livet”

Sådan siger 35-årige Anders, som har været igennem et hårdt forløb med kræft i den ene testikel, med spredning til maven og lungerne. Kort før han fik diagnosen flyttede han og konen fra hinanden. Han var også lige startet på et nyt job, men valgte at sige det op, da han blev syg.

”Da jeg fik min diagnose, tænkte jeg meget på døden i starten. Jeg forligede mig med tanken om at skulle dø. Men det blev en kæmpe hjælp at en af de læger, som jeg mødte på hospitalet sagde til mig: Vi kan gøre dig rask”, fortæller Anders.

Anders kom igennem flere operationer og fik kemoterapi. I en periode måtte han ikke spise på grund af en komplikation, og fik sin næring intravenøst. I en periode kunne han heller ikke gå. Han tilbragte meget tid på hospitalet.

”Under hele forløbet blev jeg ved med at tænke, at jeg måtte i gang med at træne igen, og da jeg var klar til det, valgte jeg at henvende mig i Center for Kræft og Sundhed”, fortæller Anders.

Mænd skal også komme i centret

I Center for Kræft og Sundhed er ca. en tredjedel af brugerne mænd. Anders havde mange forestillinger om, hvad det nu var for et center, inden han skulle komme første gang. Derfor var det svært for ham at skulle starte i centret.

”Jeg tror, at vi mænd er dårlige til at tale om følelser, og at vi vil holde på vores selvstændighed. Det tror jeg også, at mange knækker nakken på. Det er virkeligt vigtigt, at også mænd vælger at komme i centret. Da jeg først var kommet, fandt jeg ud af, at her kunne jeg få hjælpe til at komme videre.

Fået netværk i centret

I centret trænede Anders op til fem gange om ugen. Han var med på et mountainbikehold, og han deltog i yoga- og afspændingshold.

”Jeg har mange gode ting at sige om centret. Atmosfæren er fantastisk, og det er godt at møde andre i samme situation som en selv. Jeg har fået et netværk i centret. Vi begyndte f.eks. at spise sammen en gang om ugen efter træning”, fortæller Anders.

I dag har Anders afsluttet sit forløb i centret. Han er nået dertil, hvor det er naturligt at stoppe og komme videre. For ham blev centret et trin på vejen til at komme tilbage til livet. Han har stadig kontakt til flere, han har mødt i centret, og han er gået ind i foreningerne Drivkræften og Proof of Life, som begge er for unge kræftoverlevere. Han er startet på et nyt arbejde og har fået sig en kæreste.