Center for Kræft & Sundhed København
Center for Kræft & Sundhed København
Københavns Kommune
Nørre Allé 45
2200 København N
Tlf / 8220 5800
Københavns Kommune
Kræftrådgivningen i København er beliggende i centret
Tlf / 8220 5805
Kræftens Bekæmpelse

Rapport om mænd og kommunal kræftrehabilitering

Rapporten Mænd og kommunal kræftrehabilitering – et udviklingsprojekt med
henblik på øget rekruttering
udkom 20.oktober 2015.
Du finder rapporten her

Resumé

Denne rapport redegør for iværksatte tilbud og tiltag samt indsamlede resultater i ’Mænd og kommunal kræftrehabilitering – et udviklingsprojekt med henblik på øget rekruttering’. Projektet er forankret i Center for Kræft og Sundhed København (CKSK), der er initiativtager til og ansvarlig for alle tiltag og er finansieret af tilskud fra Pulje til fremme af ligestilling, Ministeriet for Ligestilling og Kirke, nu organiseret under Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Mænd diagnosticeret med en kræftsygdom henvises i mindre grad end kræftramte kvinder til kommunal kræftrehabilitering i CKSK. I 2013 udgjorde mænd 33% af alle henviste borgere. Projektets overordnede formål var at øge det procentuelle antal henviste mænd til 40%, målt i perioden 1. januar til 30. juni 2015. CKSK har derfor i perioden 1. januar 2014 til 30. juni 2015 udviklet, etableret og evalueret en vifte af kommunale kræftrehabiliteringstilbud og tiltag målrettet mænd.

De manderettede tilbud er primært udviklet på baggrund af en interviewundersøgelse (’Vi mænd, kræft og rehabilitering’) omhandlende mænds rehabiliteringsønsker og -behov. Undersøgelsen peger på fire temaer til forståelse af mænds rehabiliteringsbehov: Kræft og livssituation, Mænd og rehabilitering, Sex, seksualitet og intimitet samt Mændenes oplevelser af CKSK. Rapporten kommer desuden med følgende anbefalinger til konkrete manderettede tiltag i CKSK:

  • Udfordrende fysisk aktivitet med konkurrencer og fællesarrangementer for mænd
  • Længerevarende forløb med mulighed for intensiv træning og fleksible træningstider
  • Foredragsaftener
  • Fokus på seksualitet, samliv og parforhold
  • At hospitaler har procedurer for henvisning til og viden om CKSK, samt henviser tidligt i behandlingsforløbet
  • Generel maskulinisering af CKSK – interiør, aktiviteter, mandlige medarbejdere

På baggrund af rapporten etablerede CKSK i perioden 1. oktober 2014 til 30. juni 2015 følgende nye tilbud og tiltag målrettet mænd:

  • Mandetræning med udfordrende fysisk aktivitet og konkurrencer
  • Foredrag ’kun for mænd’
  • Mandemad med fokus på et sundt måltid og en god madoplevelse
  • Patientundervisning for mænd med prostatakræft
  • Samtale om samliv og intimitet
  • Hjemmebesøg – tiltag målrettet mænd med lav social position
  • Henvisning af mænd med prostatakræft
  • Maskulinisering af centrets café

De fire første tiltag er holdtilbud med mulighed for netværksdannelse og erfaringsudveksling i forhold til livsstil, kræftsygdom og behandling, mens Samtale om samliv og intimitet, Hjemmebesøg og Henvisning af mænd med prostatakræft er individuelle tilbud. Patientundervisning for mænd med prostatakræft og Henvisning af mænd med prostatakræft er desuden tilbud etableret i samarbejde med to forskellige henvisende afdelinger på Rigshospitalet, der behandler mænd med prostatakræft.

Derudover har CKSK fulgt en detaljeret kommunikationsstrategi, adresseret såvel borgere som personalet i CKSK og relevante samarbejdspartnere.

Projektets overordnede mål blev nået, da henviste mænd i evalueringsperioden 1. januar til 30. juni 2015 udgjorde 41% af alle henviste borgere. Projektet viser, at antallet af mænd, der henvises til – og ønsker at deltage i – kommunal kræftrehabilitering kan øges, når der etableres specifikt manderettede tilbud, som er handlingsorienterede og bl.a. indeholder intensiv træning. Resultatet viser desuden, at manderettede tilbud giver mændene mulighed for erfaringsudveksling og samvær med ligestillede, hvilket har stor betydning for mændenes efterfølgende håndtering af sygdommen. Selv om mænd ikke vil tale om sygdom, så skaber samværet med mænd om andre aktiviteter alligevel et frirum for udveksling af sygdomsrelaterede emner.

’Mænd og kommunal kræftrehabilitering’ bidrager med fire vigtige læringspunkter:

  • Kommunale kræftrehabiliteringstilbud ’kun for mænd’ er en succes
  • Mandefokus kan øge antallet af mænd, der henvises til og deltager i kommunal kræftrehabilitering
  • Patientundervisning til kræftramte mænd kan lykkes ved tværsektorielt samarbejde
  • Der skal arbejdes målrettet med udslusning i forbindelse med deltagelse i kommunal kræftrehabilitering

I CKSK har projektet medført, at følgende manderettede tilbud implementeres til drift:

Mandetræning, Foredrag for mænd samt Patientundervisning for mænd med prostatakræft (modificeret udgave). Desuden arbejdes der på, at henvisningspraksis fra Urologisk Klinik opretholdes og på at etablere Mandeaftener, hvor mændene selv planlægger og varetager foredrag, madlavning og fællesspisning i en uformel atmosfære (model fra Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Århus).

Bilag